Skip to the content

Rodbehandling


En rodbehandling skal foretages når en tandens nerve er betændt eller død/gået til grunde. Dette kan ske hvis der er kommet et dybt hul eller revne i tanden, eller hvis tanden har fået et hårdt slag/et traume. I så fald når bakterier indtil nervekammeret i tanden. Da blodforsyningen er meget lille her, får bakterierne hurtigt overtaget og nedbryder blod- og nerveforsyning.

Nervebetændelse kan opleves som en tandpine, der gør ondt i anfald eller evt. hele tiden. Der kan også opstå hævelse udfor den pågældende tand, hvis betændelsen har spredt sig ud til kæbeknoglen (rodspidsbetændelse). Dette er meget almindeligt og kan ses på røntgen. Tanden vil typisk gøre ondt ved tygning og kan føles for høj.

Rodspidsbetændelsen kan lave en fistel udfor tanden, hvor betændelsen får afløb. Dette gør at smerterne aftager/forsvinder, men fjerner ikke rodspidsbetændelsen.

Rodspidsbetændelse kan også forekomme på en tand der tidligere er blevet rodbehandlet. I sådanne tilfælde er det nødvendigt med en ny rodbehandling og/eller en rodspidsamputation som foretages kirurgisk.

Det er meget vigtigt ikke at ignorere symptomer og hævelse, da bakterierne kan sprede sig yderlig og påvirke resten af kroppen. I værste tilfælde kan man få en kronisk knoglebetændelse.

Man kan også have en rodspidsbetændelse som man ikke mærker til. Diagnosen konstateres ved et røntgenbillede, som måske bliver taget i anden sammenhæng.

Selve rodbehandlingen foregår under grundig lokal bedøvelse, hvorfor en rodbehandling ikke gør ondt. I visse tilfælde, specielt hvis man kommer med akut tandpine, kan det være svært at bedøve. Her kan man afhjælpe smerterne ved at dæmpe infektionen med et indlæg i tanden, og der gives en ny tid til selve rodbehandlingen. I de værste tilfælde gives der samtidigt antibiotika, men det er sjældent at der er brug for det.

Rodbehandlingen består af en mekanisk udrensning og desinfektion af tandens rodkanalsystem.

Behandlingen foregår ofte over 2 gange. I visse tilfælde kan det klares på én seance, og hvis infektionen er stor kan der være brug for flere mellemseancer. Man kan under og efter behandlingen være lidt øm i tanden. Smerter skal være aftagende efter påbegyndelsen af rodbehandlingen. Hvis ikke det er tilfældet skal der laves en mellemseance, hvor rodkanalen bliver skyllet og renset igen.

Behandlingen afsluttes med at rodkanalen/kanalerne fyldes og tanden bygges op med plast.

Efterfølgende vil det ofte være tilrådeligt at få lavet en krone til tanden. Dette skyldes at der er sket et stort substanstab af den oprindelige tand, og dermed er der større risiko for at tanden kan knække eller flække. En krone beskytter dels mod knæk, men giver også en bedre prognose for rodbehandlingen, da en krone giver en mere bakterietæt beskyttelse end en stor plastfyldning.

Vi bruger det nyeste udstyr og arbejder altid ud fra den nyeste viden på området.